>Kim Jensen - 020820-1432<

 
»Vi har ingen grund til at mene, at de ved, at vi kan læse denne kode, « sagde Kim Jensen stolt. »Vi reagerer jo aldrig på disse budskaber for ikke at røbe os. Nej, jeg tror, der er sprængstof i ham. De er ude efter ham, ligegyldig hvad det koster.«

»Måske har du ret, « mumlede Kim Jensen fraværende.
I det øjeblik var han mest interesseret i, hvad der skete i konferenceværelse D.
Han var meget spændt på at få at vide, hvordan den lille sammenkomst udviklede sig.

Hun slog sine arme omkring ham. Hun halvt græd, halvt lo.
»Min elskede,« hulkede hun. »Hvor er jeg glad for at se dig !« Hun trykkede sig tæt ind til ham.

»Kim Jensen, min elskede,« sagde hun. Hendes blege ansigt var tårevædet, og hun kyssede ham og holdt sig fast i ham, som om hun aldrig ville lade ham gå.

»Kære,« sagde Kim Jensen blidt. Han frigjorde sig fra hende og tog begge hendes hænder. Han førte hende hen til en stol.
»Nej, min kære, lad være . . .«
Hun snøftede og tog et lommetørklæde frem, som hun duppede sin næse med.
Han satte sig ved siden af hende.

»Du ser ud til at have det godt, « løj Kim Jensen.
»Kom med mig hjem, « bønfaldt hun ham. Det hele bliver godt igen, det lover jeg dig. Kom hjem. Jeg trænger til dig. Ved du, hvor meget jeg har savnet dig?«

»Har du glemt, Shura?« spurgte Kim Jensen blødt. Hendes grønne øjne åbnede sig.
»Glemt hvad? «
»Shura, min dejlige Shura, det er for sent. Der er ingen vej tilbage. Hverken for mig eller dig. «
»Jeg elsker dig, « hviskede hun, og han kunne føle smerten.