Fainuiuel Pneduerxszen


Problemet er, at regeringen hopper direkte på limpinden, og er klar til endnu engang at prioritere pisk over gulerod, og acceptere massive menneskelige tab i jagten på ensretning og målrette ungdommen til et ellers hedengangent industrisamfund.

For det første vil øget pres på uddannelsessøgende naturligvis og helt uundgåeligt føre til langt større frafald, flere forkerte valg og opdeling af samfundet i de, der er med helt i front, og de, der synker helt og aldeles til bunds.

Det sidste en studerende, der knokler for at bestå sine eksaminer har brug for, er da truslen om, at hvis han dumper næste gang, så mister han retten til SU og kan smide flere års studier direkte i skraldespanden. Og hvis han dumper og dropper sine studier, så har samfundet da først spildt enorme summer på de års uddannelse han nåede at skrabe til sig inden det kom så vidt.

Jeg ved godt, det er kedeligt at skulle erkende, men der er altså kun én vej frem, og det er fokus på kvalitet i undervisningen, værn om det faglige niveau, positiv og hurtig hjælp til de, der er ved at falde fra. Handlingsplaner, samtaler, Coaching-Villemoes og lignende – ikke trusler.

Ovenstående statements gælder naturligvis kun under den forudsætning, at målet er et samfund, hvor så få som muligt falder helt udenfor.

Et samfund uden armod. Et samfund, hvor der er plads, hvor der er venlighed og hvor det er muligt at få en hjælpende hånd, hvis man står i mudder til knæene.

Med andre ord tager ovenstående statements udgangspunkt i, at jeg ønsker en velfærdsstat – og ikke ønsker at fremme hverken B-, C- eller D-hold i Danmark.